Erik Zabel indrømmer doping - igen

Erik Zabel løj i 2007 om sit dopingmisbrug. Det står klart, efter at den tyske sprinter, der har vundet seks grønne trøjer i Tour de France, nu indrømmer at have dopet sig - for anden gang.

I 2007 forklarede en grædefærdig Erik Zabel, at han havde taget EPO i den første uge af Tour de France 1996. Effekten af dopingen havde dog været så stor, at Erik Zabel stoppede med at bruge det. Sagde han. For mandag står han frem i et interview med Süddeutsche Zeitung og fortæller, at hans dopingmisbrug nu har varet helt fra 1996 til 2003.

- EPO, kortison og endda også bloddoping. Det var en ordentlig omgang, siger Erik Zabel til Süddeutsche Zeitung.

Erik Zabels nye indrømmelse kommer kort tid efter, at det franske senat har offentliggjort en liste over navne på ryttere - heriblandt Erik Zabel - som dopede sig i Tour de France 1998.   

Den 43-årige tysker begyndte på EPO i 1996, men skiftede så til bloddoping, da EPO blev for nemt at spore.

- I 2003 fik jeg en indsprøjtning før Tour de France, siger Erik Zabel, der er ked af at have løjet ved pressekonferencen i 2007.

- Jeg ville mere end noget andet beholde mit liv, mit drømmejob som professionel cykelrytter. Jeg elskede det så meget, sporten, rejserne. Egoismen - den var helt enkelt bare større, siger Erik Zabel til Süddeutsche Zeitung.  

I de år han dopede sig, vandt Erik Zabel blandt andet seks grønne trøjer i Tour de France, Amstel Gold Race en gang og Milano - San Remo fire gange.

Erik Zabel var aktiv fra 1993 til 2008. I dag er han træner på det russiske mandskab Katusha.  

Dagens Gossip