Eriksen ærgrer sig over Spurs' lunkne sæsonafslutning

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Tottenham var for første gang i mange år med i kampen om det engelske mesterskab næsten helt frem til målstregen.

Men med to pointtab i træk er også andenpladsen i fare for at glide ud af hænderne på de hvide fra London, der dog stadig har et forspring på to point ned til Arsenal på tredjepladsen.

Det ærgrer holdets danske kreatør, Christian Eriksen, at Tottenhams flotte sæson slutter slattent.

- Vi er alle skuffede, for vi ville gerne slutte sæsonen godt af. Især ville vi gerne give noget tilbage til vores fans, som har givet os så meget sæsonen igennem, siger danskeren via Tottenhams profil på det sociale medie Instagram.

Tottenham tabte søndag med 1-2 hjemme på White Hart Lane mod Southampton.

Dermed kan Christian Eriksen og kompagni pludselig gå glip af andenpladsen, hvis de taber den sidste kamp i årets Premier League, og lokalrivalerne fra Arsenal vinder deres.

- Vi var lidt uheldige i dag, men i sidste ende må man bare sige, at vi ikke gjorde nok for at jagte den anden scoring, siger Eriksen.

I sidste spillerunde skal Tottenham på besøg hos Newcastle, der ligger under nedrykningsstregen, men på det seneste har skrabet en del point sammen i kampen for at undgå nedrykning.

Arsenal møder bundproppen Aston Villa hjemme, men lider under en dårligere målscore end Tottenham.

/ritzau/