Eriksen ærgrer sig over tæt anden halvleg

Skrevet af admin

14/06/2015

Dagens topnyheder

Det danske fodboldlandshold vandt lørdag 2-0 over Serbien i en kamp, som danskerne burde have lukket i første halvleg.

Landsholdets offensive es Christian Eriksen ærgrer sig da også over, at Danmark ikke formåede at lukke kampen i løbet af de første 45 minutter, hvor Daniel Agger brændte et straffespark.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke scorede på det straffespark, for så ville kampen være blevet lukket langt tidligere, end den reelt gjorde, siger Christian Eriksen.

Efter pausen kom Serbien hæsblæsende fra start og tvang Danmark til at stå meget dybt på banen.

- Det var overhovedet ikke planen at stå så langt tilbage. Lige da anden halvleg blev fløjtet i gang, kom de med et helt andet tempo, lyder det fra Christian Eriksen.

- Derfra vidste vi, at vi skulle forsvare, og det fik vi bevist, at det kunne vi godt. Heldigvis, tilføjer han.

Christian Eriksen tog også stor del af det defensive arbejde og direkte adspurgt, om han er tilfreds med sin egen præstation, svarer han også smilende:

- For mig gik det nogenlunde. Det var mere en defensiv kamp end en offensiv. Min opgave gik meget på at hjælpe de andre med blandt andre Branislav Ivanovic (Serbiens højreback, red.).

Danmark har nu 10 point efter fem kampe spillet af EM-kvalifikationen.

Danmarks næste kamp i EM-kvalifikationen er på hjemmebane mod Albanien 4. september.

/ritzau/