Eriksen efter frisparksperle: Gav kun et kort boost

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen scorede igen et fremragende mål direkte på frispark, men det kunne ikke hjælpe Tottenham til et godt resultat i det første møde med Benfica i 1/8-finalen i Europa League torsdag aften.

Portugiserne vandt det første opgør i London med 3-1. Eriksens mål faldt til reducering 1-2 efter 64 minutter.

- Det gav os et boost, men desværre kun i nogle få minutter. Så overtog de bolden og fik os til at løbe meget igen, siger Christian Eriksen til Tottenhams hjemmeside.

Han erkender, at Benfica var et bedre hold på dagen.

- Det var et stærkt hold. De fik os til at løbe meget, og selv var vi ikke gode nok med bolden. Vi kunne ikke holde fast i den. Nu bliver det meget svært for os at gå videre, men vi vil gå efter det. Jeg håber, vi har mentaliteten til det.

Returkampen spilles i Lissabon på torsdag. Forinden spiller Tottenham London-derby på hjemmebane mod Arsenal.

- Jeg ved, hvor meget et London-derby betyder. Det vil give os et boost at slå Arsenal, så forhåbentlig kan vi spille bedre end mod Benfica, siger Christian Eriksen.

Kampen mod Arsenal spilles på søndag klokken 17.

/ritzau/