Eriksen får koreansk kollega i offensiven

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

I et forsøg på at styrke offensiven har Tottenham været på indløb i Bayer Leverkusen. Christian Eriksens klub har skrevet kontrakt med sydkoreaneren Heung-Min Son.

Det oplyser Tottenham fredag på klubbens hjemmeside.

Son har fået en femårig kontrakt, og han skal booste den offensiv, som i sidste sæson hvilede rigtig meget på Eriksen og den unge angrebskomet Harry Kane.

Og netop de to spillere glæder Son sig til at spille sammen med.

- Jeg er meget beæret over at skulle spille sammen med gode spillere som Harry Kane, Christian Eriksen og alle de andre dygtige spillere på holdet. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dem og gøre vores hold endnu mere succesfuldt, siger han til Tottenhams hjemmeside.

Den 23-årige sydkoreaner har været et stort aktiv for Leverkusen, siden klubben hentede ham i Hamburger SV i 2013.

I 87 kampe for Leverkusen på to sæsoner er det blevet til 29 scoringer, mens han står noteret for 44 landskampe for Sydkorea med 11 mål til følge.

Heung-Min Son får trøje nummer syv i Tottenham.

Endnu mangler Sons opholds- og arbejdstilladelse at gå i orden, førend han kan tørne ud for London-klubben på White Hart Lane sammen med Christian Eriksen og co.

/ritzau/