Eriksen har fødder med i Tottenham-sejr over bundprop

Skrevet af admin

03/11/2015

Mest læste i dag

Tottenham havde Aston Villa helt nede i sækken, men kort før slutfløjt blev opgøret i Premier League pludselig spændende, da Aston Villa fik reduceret til 1-2.

Hjemmeholdet holdt dog fast og endte med at vinde opgøret 3-1 i en kamp, hvor Christian Eriksen var med i opspillet til et par af hjemmeholdets scoringer.

Dermed har Tottenham ikke tabt i ti kampe i træk i ligaen. Tottenhams eneste nederlag i Premier League i denne sæson var ude mod Manchester United i første runde.

De tre point sender Tottenham op på femtepladsen med 20 point, mens Aston Villa stadig fryser i bunden med blot fire point efter 11 kampe.

Tottenham var store favoritter mod Aston Villa-holdet, og der var blot spillet lidt over tre minutter, da hjemmeholdet slog til.

En aflevering endte hos Moussa Dembele, som sled sig fri af sin opdækker og sparkede Tottenham foran 1-0.

Aston Villa annoncerede nogle timer før opgøret, at franske Rémi Garde bliver klubbens manager efter fyringen af Tim Sherwood for nylig.

Den tidligere Lyon-træner var dog ikke spidsen for gæsterne til aftnens opgør, hvor Jores Okore ikke var i Aston Villas trup.

Rémi Garde sad på tribunen, og derfra kunne han se et Tottenham-hold i kontrol.

Kort før pausen blev det 2-0.

Christian Eriksen satte fornemt et angreb i gang for hjemmeholdet ved at spille Danny Rose fri i venstre side. Indlægget endte hos Tottenhams unge spiller Dele Alli, som sparkede bolden i mål.

Dele Alli er blot 19 år og ankom før sæsonen til Tottenhams trup fra Milton Keynes i den tredjebedste række, men Dele Alli har imponeret, og han har allerede fået debut på det engelske landshold mod Estland for nylig.

Efter en times spil forsøgte Christian Eriksen sig på direkte frispark, men bolden endte i muren.

Ni minutter senere gjorde danskeren igen forsøget, og her dykkede bolden ned mod højre målhjørne, hvor Brad Guzan i Aston Villas mål havde været chanceløs, hvis bolden havde været inden for rammen.

Hjemmeholdet blev langsomt lullet i søvn og med 12 minutter igen sparkede Aston Villas Jordan Ayew pludselig bolden i mål til reducering.

Herefter havde gæsterne et par farlige forsøg, men Harry Kane lukkede opgøret med sin scoring til 3-1 i overtiden, da Eriksen først fandt Erik Lamela, som serverede bolden for Kane.

/ritzau/