Eriksen-holdkammerat afslører selvmordstanker

Skrevet af admin

21/05/2015

Mest læste i dag

På det seneste har en stor fejde i Emmanuel Adebayors familie udspillet sig i alverdens medier, og nu afslører den togolesiske angriber, at det har drevet ham helt ud i selvmordstanker.

Det skriver Adebayor, som er holdkammerat med Christian Eriksen i Tottenham, på Facebook.

- Jeg har flere gange ønsket at give op. Spørg min søster Iyabo Adebayor, hvor mange gange jeg har ringet til hende og været klar til at begå selvmord, skriver Adebayor på sin Facebook-profil.

Familieproblemerne har angiveligt stået på i årevis og skyldes ifølge Emmanuel Adebayor flere af hans søskendes misbrug af hans tillid og økonomiske støtte.

Tilmed beretter han om, at to af hans brødre har truet ham med en kniv, da han lå og sov, for at få flere penge af ham.

Det er først for nyligt, Tottenham-spilleren er begyndt at fortælle om problemerne i familien, og han har et formål med at gå ud i offentligheden.

- Hvis jeg var død, ville ingen kende til min historie, og ingen ville lære af den. Nogle siger, at jeg burde holde disse historier privat, men nogen må ofre sig, nogen må fortælle om det, lyder det fra Eriksens holdkammerat.

Om det skyldes familieproblemerne, vides ikke, men Adebayor har ikke haft nogen stor sæson, hvor han mest har brugt tid på bænken eller tribunen under Tottenhams kampe.

31-årige Adebayor har i løbet af karrieren spillet for storklubber som Arsenal, Manchester City og Real Madrid.

/ritzau/