Eriksen klar til comeback i Europa League

Landsholdsåret 2013 sluttede på den værst tænkelige måde for Christian Eriksen. Først glippede deltagelsen ved næste års VM i Brasilien. Siden måtte Eriksen udgå med en skade i årets sidste optræden i den rød-hvide trøje, da Danmark mødte Norge i en venskabskamp.

Men efter en måned uden for banen er Eriksen nu klar til at få comeback i klubregi, når Tottenham torsdag spiller sin sidste kamp i gruppespillet i Europa League.

Den danske kreatør er udtaget til truppen, der spiller mod det russiske hold Anzhi Makhachkala hjemme på White Hart Lane.

Tottenhams manager, Andre Villas-Boas, har dog ikke planer om at bruge Eriksen fra start, men snarere i en rolle som indskifter sent i kampen. Nøjagtigt ligesom Danny Rose, der ligeledes kan få comeback.

- Vi vil forsøge at give Danny Rose et par minutter i kampen, og Christian Eriksen er også udtaget, så der er også mulighed for, at han kan få nogle minutter, siger Andre Villas-Boas til klubbens hjemmeside.

Kampen er uden reel betydning for Tottenham, der allerede har sikret sig førstepladen gennem maksimum point i de første fem kampe.

Søndag er der straks mere på spil, når London-klubben tager imod Liverpool i Premier League.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV