Eriksen: Målmanden skulle have pillet mit mål

Skrevet af admin

09/06/2015

Mest læste i dag

Landsholdsstjernen Christian Eriksen medgiver, at hans udligning i Danmarks testkamp mod Montenegro kom på en billig baggrund.

Udligningen kom efter 70 uskarpe danske minutter. Senere scorede Danmark igen og vandt kampen 2-1.

- Jeg tænker, at målmanden nok normalt ville have pillet den, men det gør ikke noget, at han ikke tog den i dag. Det var meget lækkert at få scoret. Det var jo et år siden sidst.

- Jeg scorer lidt heldigt, men jeg var på det rigtige sted, og det er jo fint, hvis jeg også kan være der på lørdag mod Serbien, siger Christian Eriksen.

I 52 landskampe har Christian Eriksen scoret seks mål.

Generelt var den danske kreatør tilfreds med både egen og holdets indsats.

- Mit touch sidder nogenlunde, og det gik fint. Der var nogle ting, som godt kunne være bedre forskellige steder, men jeg synes egentlig, vi gør det fint, siger Christian Eriksen.

Han minder dog om, at lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Serbien bliver en anderledes opgave.

- Mod Serbien bliver det en lidt anden kamp, fordi det er et bedre hold, som kommer mere fremad i banen, og vi kan komme mere frem på omstillinger, siger Christian Eriksen.

Han roser desuden de 9180 tilskuere, der mødt frem på et nærmest udsolgt stadion i Viborg.

- Det var rigtig godt at spille i Viborg. Det var første gang, jeg spillede her, og vi fik en god modtagelse, og det var en rigtig god bane, siger han.

/ritzau/