Eriksen mangler stadig de sidste procenter

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

I weekenden så Christian Eriksen mere end fit ud, da han hamrede to frisparksscoringer i kassen for Tottenham, som sikrede holdet 2-2 ude mod Swansea.

Den danske midtbanespiller er tilbage efter en skadespause, hvor knæproblemer holdt ham ude af blandt andet landsholdets to vigtige EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Armenien, som endte 0-0 efter manglende dansk idérigdom i offensiven.

Nu er Eriksen tilbage på landsholdet til den vigtige kamp mod Portugal, og han er tæt på sit topniveau efter skaden.

- Jeg er tæt på at være der, men der mangler stadig lidt. En gang imellem kan jeg godt mærke, at der mangler lidt småting. Jeg er måske på 90 procent, og på torsdag er jeg forhåbentlig på 100 procent, lyder det fra Tottenham-stjernen.

Skulle der alligevel mangle et par procenter på torsdag i Portugal, så kan selvtilliden fra de to scoringer mod Swansea måske kompensere for resten. I hvert fald er Eriksen mødt op i landsholdslejren med tro på sig selv, og det er vigtigt.

- Det betyder rigtig meget. Jeg tror da, at alle spillerne i lejren gerne vil tage en masse selvtillid med og vise, at man godt kan være med, siger han.

På papiret er Portugal en større fodboldnation end Danmark, men Morten Olsens tropper har alligevel leveret gode resultater mod Cristiano Ronaldo og co. flere gange de senere år.

- Vi har jo spillet mod Portugal flere gange, og sidst i Parken havde vi også godt fat i dem, indtil de scorede til sidst, lyder det fra Christian Eriksen.

Ifølge midtbanespilleren skyldes det, at Portugal også gerne vil frem på banen og spille fodbold.

- Mod Portugal bliver det måske en mere åben kamp end mod Albanien og Armenien, fordi de ikke står og afventer så meget. Det bliver en anderledes kamp. Vi er jo et hold, som gerne vil spille fodbold, og jo mere plads der er, jo bedre er det, siger Eriksen.

/ritzau/