Eriksen med i flot Tottenham-sejr

Christian Eriksen fik et kvarter på banen til sidst og havde dermed også en lille andel i, at Tottenham uden større problemer besejrede Anzhi Makhachkala 2-0 i Europa League på en knoldet bane nær Moskva.

Det var holdets anden sejr af to mulige, og dermed er briterne allerede godt på vej mod knockoutfasen i turneringen.

Eriksen blev skånet af manager Andre Villas-Boas og kom først på banen i det 78. minut som afløser for Lewis Holtby på midtbanen.

Han viste små glimt af klasse og havde en enkelt afslutning mod mål, men ellers var det ikke meget, man så til landsholdsspilleren.

Danskeren var nu ikke den eneste Tottenham-profil, der startede kampen på bænken.

Også nyindkøbte Roberto Soldado fik lov at hvile stængerne, og det udnyttede Jermain Defoe til at gøre opmærksom på, at han altså også kan spille fodbold.

Den engelske landsholdsspiller scorede kampens første mål, da han på den rigtige side af offside-fælden modtog en pasning, som blev banket op i nettaget.

Kort efter øgede Nacer Chadli til 2-0, da han kom først på et indlæg fra Kyle Walker og sendte et skud af sted, som Anzhi-keeperen nok burde have taget.

Efter pausen kom hjemmeholdet bedre med og kom lidt tættere på en scoring, men særligt farligt blev det aldrig.

Tottenham havde helt styr på defensiven og koncentrerede sig bare om at holde føringen tiden ud. Det lykkedes, og dermed er holdet klart i spidsen for gruppe K.

I aftenens øvrige tidlige kampe vandt Valencia 2-0 over Kuban Krasnodar, mens Rubin Kazan besejrede belgiske Zulte-Waregem med 4-0.

De fire mål blev alle scoret i kampens sidste halve time.

/ritzau/

 

Dagens Gossip