Eriksen og Tottenham avancerer i topstriden

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Tottenham avancerer til femtepladsen i Premier League efter søndagens direkte kamp om denne placering. Hjemme på White Hart Lane sejrede holdet 1-0 over Everton.

Udeholdet var længe det mest initiativrige hold, men Tottenham var skarpest og sejrede på Emmanuel Adebayors scoring midt i anden halvleg.

Everton kom bedst fra start i London, og alene Leon Osman havde flere kompetente skudforsøg i de første 10 minutter. Tottenhams franske keeper, Hugo Lloris, måtte fiske en superredning frem for at afværge i det ene tilfælde.

Kort efter havde Christian Eriksen et af de bedste bud på en Tottenham-scoring inden pausen. Danskerens frisparksforsøg fra cirka 25 meter gik dog lige over tværribben.

Eriksen kom aldrig til at udrette det helt store, og efter knap en times spil valgte manager Tim Sherwood at skifte danskeren ud til fordel for Andros Townsend.

Fem minutter senere faldt sejrsmålet. Tottenham fik et frispark på banens midte, som Kyle Walker i en fart sendte op til Emmanuel Adebayor. Han tæmmede bolden på kanten af feltet og hamrede den ind ved nærmeste stolpe til 1-0.

I den resterende del af kampen koncentrerede Tottenham sig mest om at forsvare føringen, og den holdt, da Everton ikke havde idéerne til at bryde igennem.

Med sejren er Tottenham stadig fint med i kampen om fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League. Liverpool er den aktuelle indehaver med 50 point, mens Tottenham og Everton nu er henholdsvis tre og fem point efter.

/ritzau/