Eriksen og Tottenham er sikkert videre i FA Cuppen

Christian Eriksen og Tottenham er videre til femte runde i FA Cuppen efter en sikker 4-1-sejr på udebane over League One-holdet Colchester.

En kontrolleret indsats af Tottenham betød, at sejren aldrig var i fare på Colchester Community Stadium mod bundholdet fra den tredjebedste engelske række.

Det begyndte helt skidt for hjemmeholdet, da holdets to centrale forsvarsspillere efter blot et minuts tid ramlede ind i hinanden og stødte hovederne sammen. Begge spillere endte med at lade sig udskifte i første halvleg som følge af uheldet.

Efterfølgende var det Premier League-gæsterne, der satte sig solidt på kampen. Christian Eriksen var tæt på at bringe sit hold i front, da han huggede på mål efter syv minutters spil. Colchester-keeper Jake Kean var dog på plads i målet.

Den danske landsholdsspiller spillede 75 minutter og gjorde generelt en fin figur i kampen, hvor der var masser af plads at boltre sig på i Colchester-forsvaret.

Efter 25 minutter var han også tæt på at bringe Tottenham foran, men danskerens afslutning gik over mål. I stedet bragte holdkammeraten Nacer Chadli gæsterne foran et minut senere på et fint langskud.

Tottenham virkede også til at have styr på sagerne i anden halvleg, og efter lidt over en times spil gjorde Eric Dier det til 2-0 på et langskud via en Colchester-spiller.

Senere blev det også til 3-0, da Nacer Chadli blev dobbelt målscorer.

Mod slutningen af kampen svigtede koncentrationen i de bageste rækker hos begge mandskaber. Først kom Colchester på tavlen, da Ben Davies sendte en ripost fra stolpen i eget net, og kort tid efter kunne Tom Carroll gøre det til 4-1 til Tottenham.

Dermed endte det med en sikker sejr til Premier League-mandskabet fra Tottenham, der er klar til femte runde i FA Cuppen - hvad der svarer til ottendedelsfinalen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip