Eriksen og Tottenham vil vinde Europa League

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Engelsk fodbold har store problemer i de europæiske kampe i øjeblikket, men i Tottenham tøver man ikke med at sætte barren højt.

Målsætningen er ganske enkelt at vinde Europa League, når finalen spilles på St. Jakob-Park i Basel den 18. maj 2016.

- Som en stor klub skal vi forsøge at komme i finalen og vinde Europa League. Det er ikke nemt at vinde turneringen, og om det er realistisk eller ej, er et stort spørgsmål ligesom i sidste sæson, siger manager Mauricio Pochettino.

Udmeldingen kommer i kølvandet på Tottenhams første gruppekamp i Europa League torsdag aften, hvor Qarabag fra Aserbajdsjan blev besejret 3-1 uden danske Christian Eriksen i truppen.

Eriksen har været knæskadet i nogle uger og er både gået glip af flere kampe i Premier League samt de to seneste EM-kvalifikationskampe for Danmark.

Eriksen trænede med truppen op til Europa League-kampen, og meldingerne fra Tottenham-lejren har de seneste dage været, at han er tæt på at være klar.

De engelske hold fik en forfærdelig start på Champions League i denne uge, hvor både Manchester City, Manchester United og Arsenal tabte deres kampe. Det betød, at England blot hentede tre ud af 12 mulige point i første runde i den prestigefulde turnering.

I Europa League måtte Liverpool torsdag aften nøjes med 1-1 ude mod franske Bordeaux. I kvalifikationen til turneringen blev både West Ham og Southampton slået ud af hold, der rangerer lavere. I Southamptons tilfælde var det FC Midtjylland, der var bødlen.

/ritzau/Reuters