Eriksen smiler af sin status som Danmarks dyreste

Han har allerede trænet med Tottenham. Det gjorde han i lørdags. Og Christian Eriksen ser en stor fremtid i London-klubben, også selv om han ved at der bliver hård kamp om pladserne.

- De samtaler, jeg har haft, har indikeret, at de ser mig som en offensiv midtbane, en kreativ spiller. Og jeg har fået at vide, at man skal slås om pladserne, for der er rigtigt mange gode spillere til pladserne, men jeg håber naturligvis, at det falder ud til min fordel, siger Eriksen.

Han er mødt op til landsholdstræningen i Helsingør til en masse "tillykke med klubskiftet" fra landsholds-holdkammeraterne.

Men også til en masse smil og jokes omhandlende, at han nu er den dyreste danske spiller nogensinde. Jesper Grønkjær blev solgt fra Ajax til Chelsea for 100 mio. kr, mens Christian Eriksen blev handlet for 101 mio. kr.

- Jeg læste da godt nok, at der var en enkelt million, der skiller mig og Grønkjær. Det er da meget sjovt. Det er kun noget, jeg kan smile af. Men nej, jeg føler ingen pres på grund af det, siger Eriksen, der mener, at han sagtens kan vænne sig til spillestilen i Premier League.

- I forhold til spillestil er den klub, jeg er kommet til godt for mig. Tottenham vil gerne spille fodbold, og jeg ved, at Premier League er et andet tempo, men det er så næste fase i min udvikling, og jeg håber, jeg kan finde mig til rette i det tempo, siger han.

- Jeg skal være åben lige nu, jeg skal vænne mig til det hele så hurtigt som muligt. Men jeg vil naturligvis spille så meget som muligt, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne opnå det samme, som jeg gjorde i Ajax, at være med i toppen. At spille med om mesterskabet, og det er også det, klubben vil, og også det jeg vil, siger han.

Selv om der var mange om buddet, var der aldrig realitets-forhandlinger med andre klubber, fortæller Eriksen.

- Tottenham var den klub, jeg mente var bedst for min næste fase, mit næste skridt i udviklingen. Det skridt er at få mig op på et højere niveau, at blive en del af Premier League. Der var ikke noget med andre klubber på samme måde, som der var med Tottenham.

- Det var det hele, hele pakken. Trænerens måde at spille på, klubbens måde at spille på og målsætningen om at hænge på i toppen, hvilket jeg gerne vil være med til at sørge for, siger Eriksen.

 

 

 

Dagens Gossip