Eriksen sparet i flot Tottenham-sejr

Christian Eriksen fik blot et lille kvarter på banen, da Tottenham slog russiske Anji Makhachkala med 2-0 i Europa League.

Det kan virke mærkværdigt, at man kan understrege sin status som stamspiller og hjørnesten i en af Europas storklubber med en bænkeplads. Men det var præcis, hvad Christian Eriksen gjorde i aftes.

Eriksen var droppet fra start til udekampen mod russiske Anji Makhachkala i Europa League. Men signalet fra Tottenham-manager André Villas-Boas var tydeligt. Den kreative fynbo var placeret på bænken, så han kan være klar til de vigtigere opgaver, der venter i Premier League - turneringen Tottenham i denne sæson satser alt på.

I første omgang blev Eriksen sparet til søndagens London-opgør mod West Ham. Det samme gjorde flere andre af Tottenhams største stjerner. Eriksen havde således selskab på bænken i den russiske kulde af anfører Michael Dawson, førsteangriber Roberto Soldado og øjeblikkets varmeste Tottenham-spiller, islandske Gylfi Sigurdsson. To andre profiler, Paulinho og Jan Vertonghen, var slet ikke i Spurs' europæiske trup.

I stedet spillede flere af Tottenhams reserver mod russiske Anji, der for få måneder siden havde stjerner som Samuel Eto'o og Willian på holdkortet, men i dag har skruet kraftigt ned for det økonomiske blus.

Christian Eriksen fik dog spilletid. Efter 78 minutter - på et tidspunkt hvor Tottenham var gået spillemæssigt i stå - blev fynboen skiftet ind i stedet for en af hans direkte konkurrenter til pladsen på den offensive midtbane, tyske Lewis Holtby.

Mens Eriksen ikke nåede at gøre noget stort væsen af sig, fik Holtby markeret sig. Efter en god halv times spil lagde tyskeren op til Tottenhams 1-0-scoring, som angrebsreserven Jermain Defoe knastørt sparkede i nettet. Få minutter senere slog Tottenham sejren fast, da en anden normal reserve, nyindkøbte Nacer Chadli, sparkede en centring fra højre back Kyle Walker i nettet.

Efter pausen slækkede Tottenham på koncentrationen, men det russiske hjemmehold havde ikke kvaliteterne til at svare igen. Derfor var det en smule overraskende, at André Villas-Boas overhovedet valgte at give Eriksen spilletid.

Men danskeren fik sin femte kamp i den hvide trøje, mens Tottenham fik tre point. Holdet har nu maksimumpoint og fører Europa Leagues gruppe K ganske suverænt.

Dagens Gossip