Eriksen vil gribe chancen uanset positionen

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Under André Villas-Boas var Christian Eriksen ikke sikker på en plads i Tottenhams startopstilling, men den nye manager, Tim Sherwood, har indtil videre set den danske kreatør som en fast starter på forskellige positioner.

Det har løftet Eriksen, der har haft sidste eller næstsidste fod på flere af London-holdets scoringer. Spilleglæden har lyst ud af landsholdsspilleren.

- Jeg elsker at spille. Jeg nyder virkelig at spille lige nu, og det betyder ikke noget hvor på banen.

- Får jeg chancen, forsøger jeg at gribe den. Det afhænger ikke af, hvor jeg spiller, men hvor rummene er, og hvor jeg kan få bolden, siger Eriksen til Tottenhams hjemmeside.

Holdet ligger på sjettepladsen, men har kun tre point op til fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League. Holdet ser ud til at skulle kæmpe mod Liverpool, Everton og Manchester United om denne plads.

Netop Everton kommer på besøg på White Hart Lane søndag.

- Det er en virkelig vigtig kamp. Alle hold i Premier League er svære at nedbryde, men Everton er i en god periode, og de har en masse selvtillid. Men vi ved, hvad vi er i stand til, og forhåbentlig bliver det en god kamp, lyder det fra Eriksen.

Det første møde mellem de to hold i denne sæson sluttede uden mål.

/ritzau/