Eriksens kreativitet var savnet i målløs topkamp

Skrevet af admin

03/11/2013

Dagens topnyheder

Både Tottenham og Everton havde chancen for at spille sig alene op på andenpladsen i Premier League i søndagens indbyrdes opgør, men uafgjort 0-0 betyder, at det ikke lykkedes for nogen af dem.

Det må Tottenham være mest trætte af, for holdet havde specielt i første halvleg masser af initiativ, men fik bare ikke nogen mål ud af det.

Christian Eriksen måtte igen se sig henvist til bænken ved kampstart. Manager Andre Villas-Boas foretrak tyske Lewis Holtby til den offensive midtbane, men det var nu ikke nogen umiddelbar succes.

Der kom fortvivlende få chancer ud af anstrengelser mod et defensivt stærkt Everton-mandskab, der endnu ikke har prøvet at tabe på hjemmebane i 2013.

Først i det 86. minut fik Eriksen dog chancen, da han blev skiftet ind i stedet for Holtby, der havde været næsten usynlig i anden halvleg.

Det var dog for sent til for alvor at kunne gøre en forskel. Han serverede ellers et glimrende frispark til holdkammeraterne, men ingen bød sig til, og dermed endte det altså uafgjort.

Kampens dramatiske højdepunkt indtraf lige før Eriksens indskiftning, da Romelu Lukaku ramlede sammen med Tottenham-keeper Hugo Lloris.

Det så grimt ud. Lloris blev længe liggende og lignede bestemt ikke en mand, der kunne fortsætte.

Derfor bad Villas-Boas da også den 42-årige keeperveteran Brad Friedel om at tage træningstøjet af.

Men selv om der fra sidelinjen blev signaleret en udskiftning, nægtede den groggy franskmand at forlade banen, og sådan blev det.

Friedel blev på bænken, og Lloris spillede glimrende i resten af kampen uden at virke påvirket af sammenstødet.

Det uafgjorte resultat betyder, at Tottenham rykker op på siden af Chelsea og Liverpool, der begge har 20 point, mens Everton med 19 point placerer sig på syvendepladsen med samme antal point som nummer fem, Manchester City, og sekseren Southampton.

/ritzau/