Eriksens Tottenham forlænger med målmager

Christian Eriksens klub Tottenham har succes for tiden, og en af de spillere, som foruden danskeren, bidrager godt til målscoringen, er den 21-årige Harry Kane.

Han har nu forlænget sin kontrakt med Londonklubben, så den løber til sommeren 2020.

Det oplyser Tottenham på sin hjemmeside.

- Klubben er glad for at kunne meddele, at Harry Kane har skrevet under på en ny kontrakt, som gælder fem og et halvt år, så den nu løber til 2020, skriver klubben.

Harry Kane er et produkt af Tottenhams egen talentudvikling, men han har været udlejet til Leyton Orient, Millwall, Norwich og Leicester, inden han fik en reel chance i Tottenham.

Han har spillet 30 landskampe for forskellige engelske ungdomslandshold, og han har scoret otte mål i 10 kampe for Englands U21-landshold over de seneste to sæsoner.

Med 40 point i 23 kampe er Tottenham nummer seks i Premier League. Christian Eriksens klub møder Arsenal hjemme på White Hart Lane i Premier League på lørdag.

/ritzau/

Dagens Gossip