Eritrea opkræver skat i Danmark fra eksil-eritreere

Skrevet af admin

17/01/2015

Dagens topnyheder

Det afrikanske land Eritrea opkræver skat på flere hundrede millioner kroner fra eritreere i Vesten i form af en skat på to procent af indkomsten, som de bliver presset til at betale til deres ambassade.

Og det sker også i Danmark, fortæller TV2 Nyhederne, der har været i kontakt med en række eritreere i Danmark, som hvert år afleverer to procent af deres danske indtægt til Eritrea. Men ingen af dem tør stå frem.

- Jeg tør ikke stå frem med ansigt. Det her regime er værre end Nordkorea. De har masser af hjælpere i Danmark, og jeg er sikker på, jeg ville blive genkendt. Også selvom mit ansigt bliver skjult, siger en eritreer, der har boet mange år i Danmark.

Vedkommende har betalt omkring 50.000 kroner til Eritrea og kan fremvise kvitteringer for skatteindbetalinger til Eritreas ambassade, som ligger i Stockholm.

Skatteopkrævningen fungerer ved, at eritreere i Danmark, der har brug for hjælp fra ambassaden, bliver afkrævet to procent af deres indtægt.

- Jeg er så vred over, at jeg skal betale den her skat. Især fordi pengene bliver brugt til at holde et diktator-regime ved magten. Og jeg har betalt rigtig mange penge gennem årene. Men jeg har ikke noget valg, siger dansk-eritreeren.

Betaler man ikke skatten, kan man ikke få hjælp til pas eller visum, officielle dokumenter, køb af ejendom eller forsendelse af pakker til hjemlandet.

Tidligere har det været fremme, at eritreere - der var flygtet fra nationaltjeneste - kunne rejse hjem, hvis de underskrev et angrebrev og betalte en skat på to procent.

FN har fordømt skatteopkrævningen, og ifølge FN er skatteinddrivelsen fra eksil-eritreere nu Eritreas største indtægtskilde.

/ritzau/