Esben Lunde er parat til at erklære sig inhabil

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Hvis uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) stadig har plagiat-anklager hængende over hovedet til januar, kan en ministerkollega komme til at stå for at udpege medlemmer til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

I et svar til Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg forsikrer ministeren, at han ikke vil lade anklagerne om plagiat i hans egen ph.d.-afhandling overskygge udnævnelsen af nye udvalgsmedlemmer.

- Hvis min ph.d.-afhandling fortsat behandles i praksisudvalget på Københavns Universitet, eller hvis der er anmeldt en sag om min ph.d.-afhandling til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, når medlemmerne skal udpeges, vil jeg derfor anbefale statsministeren at overføre ansvaret for udpegningen af medlemmer, der skal udpeges i januar 2016, til en anden minister, skriver ministeren.

Han uddyber, at der "ikke på nogen måde må kunne rejses tvivl om, hvorvidt sager vedrørende min person vil kunne influere på udpegningerne".

Fredag oplyste praksisudvalget på Københavns Universitet, at man undersøger ministerens ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat.

Esben Lunde Larsen bad selv i november fakultetet om at undersøge afhandlingen, fordi han ville have sat en stopper for de "udokumenterede rygter".

- Jeg har ikke bevidst forsøgt at hverken snyde eller plagiere. Jeg er helt uforstående over for de rygter, der kører, udtalte ministeren ved samme lejlighed.

Esben Lunde Larsen forsikrer i svaret til udvalget, at han endnu ikke har medvirket ved udpegning af medlemmer til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Til januar skal der udpeges seks medlemmer til udvalget for sundhedsvidenskabelig forskning, to medlemmer til udvalget for natur-, teknologi- og produktionsvidenskabelig forskning og fire medlemmer til udvalget for kultur- og samfundsvidenskabelig forskning.

/ritzau/