Esbjerg-anfører efter 1-3: Vi lavede for mange fejl

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg tabte fredag aften i Alka Superligaen, da det på DS Arena i Hobro blev til et 1-3-nederlag i en kamp, hvor vestjyderne ellers kom foran. Derefter gik alt galt, og Esbjerg sluttede kampen med 10 mand.

Forsvarsspiller og anfører Michael Jakobsen pegede efter kampen på manglende kvalitet i spillet med bolden som en af årsagerne til nederlaget.

- Vi lavede for mange fejl, og vi var ikke gode nok i vores boldomgang, siger Michael Jakobsen.

Han mente desuden, at Esbjerg kunne have fået point, hvis skarpheden havde været større.

- Vi kendte ikke vores besøgstid, da chancerne bød sig. Selvom vi lukkede tre mål ind, kunne vi sagtens have fået point eller vundet, hvis vi havde scoret på vores muligheder. Det var forskellen, siger den 29-årige forsvarsspiller.

Cheftræner i Esbjerg, Niels Frederiksen, var ærgerlig og skuffet, da han skulle sætte ord på kampens forløb. Han mente ikke, Hobro var bedre end Esbjerg.

- Vi manglede ærgerrighed og kvalitet i de helt afgørende situationer. Jeg synes ikke, Hobro var bedre end os, når man kigger tilbage på spillet og chancerne.

- Kampen forløb på vores præmisser, da vi kom foran, men så lavede vi nogle fejl i forsvaret i to situationer, der kostede to mål. Derefter blev det en kamp på Hobros præmisser, siger Niels Frederiksen.

I slutningen af kampen måtte Niels Frederiksen tilmed se Erik Friberg rage et direkte rødt kort til sig efter en situation, hvor svenskeren sparkede ud efter en Hobro-spiller.

- Udvisningen var korrekt, og det var torskedumt lavet. Det er noget, han skal holde sig fra, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg spiller allerede igen på torsdag, når det går løs i DBU Pokalen. FC København er modstanderen i Telia Parken.

/ritzau/