Esbjerg-anfører er rasende over bænkeplads

Ganske vist vandt Esbjerg 1-0 over Horsens i søndagens tidlige Superliga-kamp, og reddede sig derfor med 100 procents sikkerhed sig en ny sæson i landets bedste fodboldrække. Men ikke desto mindre var vestjydernes normale anfører, Nicolai Høgh, alt andet end tilfreds.

Selvom han efter en skadespause igen var til rådighed, måtte han fra sin plads på udskiftningsbænken se inaktiv til.

- Jeg er meget skuffet. Jeg synes, jeg stadig har meget at tilbyde holdet. Men det gør ondt at blive sat af holdet lige op til pokalfinalen (mod Randers, red.), sagde han og tilføjede:

- Efter jeg er blevet klar, synes jeg, at jeg har vist højt træningsniveau. Jeg synes selv, at jeg har været en af de bedste under træning, så jeg kan ikke se, hvad grunden er. Jeg håber, jeg er med i truppen på torsdag. Jeg må nok hellere lade være med at sige mere. Men spiller jeg ikke torsdag, er jeg næppe anfører mere. Anføreren skal spille hver gang. Eller så skal man ikke være anfører mere.

Nicolai Høgh har tidligere på foråret meldt ud, at han efter denne sæson er fortid i Esbjerg.

- Jeg kan ikke udtale mig om, hvor jeg skal spille efter sommerferien. Hvis jeg siger noget, siger klubben bare, at jeg har mistet fokus. Men det ligner meget udlandet, sagde Nicolai Høgh. Esbjerg-træner Jess Thorup ønskede efter kampen ikke at forholde sig til Nicolai Høghs verbale udbrud.

- Jeg tror, der er mange spillere, der er skuffede. Vi har en trup med 24 spillere, der alle gerne vil være med. I min terminologi er der ingen spillere, der i forhold til andre er seedet til at være anfører og alt muligt andet. De fire bageste spillere, vi stillede med mod Horsens, har spillet de seneste fem kampe for os. Vi har i disse fået fire sejr. Ingen har derfor spillet sig af, sagde Jess Thorup, der ikke havde kommentarer til, om Nicolai Høgh er færdig som anfører.

- Vi har i denne sæson haft stor succes med at stille med stærkeste hold. Det gjorde vi også mod Horsens. Nicolai er ikke ude af truppen. Han er lige så tæt på startopstillingen som alle de andre, der var ude mod Horsens. Det er en del af det professionelle game.

I øvrigt lagde Jess Thorup ikke skjul på sin glæde over sejren.

- Nu kan vi sige, at vi med sikkerhed undgår nedrykning. Torsdag er der pokalfinale, og fra fredag kigger vi fremad mod sæsonens sidste tre Superliga-kampe. Jeg synes godt, at vi kan tillade os at være stolte over at vi allerede nu er ude af nedrykningskampen, sagde han.

Dagens Gossip