Esbjerg-angriber: Hader at tabe til Sønderjyske

Esbjerg led torsdag aften et bittert nederlag, da det hjemme på Blue Water Arena blev til et 2-3-nederlag til lokalrivalerne fra Sønderjyske.

Vestjydernes unge Mikkel Vestergaard var efter kampen ærgerlig over nederlaget, og den forspildte chance for næsten at have afgjort nedrykningskampen til Esbjergs fordel.

- Vi hader at tabe til Sønderjyske, og det har vi desværre prøvet en del gange. Vi har det skidt nu, for vi kunne mere eller mindre have reddet overlevelsen, hvis vi havde vundet i dag, siger han.

Esbjerg-angriberen kom ind fra bænken og fik bragt spænding tilbage i opgøret, da han med to hurtige scoringer fik reduceret til 2-3 kort før tid. Glæden over målene opvejer dog ikke skuffelsen over det manglende pointudbytte.

- Mål giver altid selvtillid, men jeg er bare helt vildt bitter over, at det ikke var nok til, at vi i hvert fald fik et enkelt point med. Det er lidt spild at score to gange og så ikke få point ud af det, siger Mikkel Vestergaard.

Holdkammerat og midtbanespiller Casper Nielsen mener, at Sønderjyskes scoringer satte sig i hovederne på ham og holdkammeraterne.

- Vi fik en okay start på kampen og vandt en del andenbolde og spillede fint. Så fik Sønderjyske deres mål, og det chokerede os tilsyneladende fuldstændigt. Det var bare ikke godt nok, må vi indrømme, siger han.

Cheftræner i Esbjerg, Niels Frederiksen, er skuffet over sit mandskabs præstation.

- Vi var ikke på højt nok niveau i de første 80 minutter, og jeg havde håbet, vi kunne levere noget mere og med en større kvalitet.

- De sidste 10 minutter var udmærkede, men det er op ad bakke, når man skal indhente tre mål, siger han.

Esbjerg er placeret på 10.-pladsen med 34 point, og holdet har blot fem point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Dagens Gossip