Esbjerg-boss: Vi skal finde selvtillid og kontinuitet

Skrevet af admin

11/08/2015

Mest læste i dag

Det handler for Esbjerg om at tanke selvtillid og skabe stabilitet i den kommende tid, hvor der skal findes en ny træner efter fyringen af Niels Frederiksen.

Det er frem for alt den nuværende spillertrup, der skal løfte opgaven, fastslår Esbjerg-direktør Søren Poulsen.

- Vi har prøvet at tilføre de spillere til holdet, som vi har ledt efter. Og vi er jo også stadig i markedet for at supplere truppen yderligere, hvis muligheden opstår, inden transfervinduet lukker.

- Men vi synes, at vi har en fin trup, som også har vist, at den kan begå sig. Så det handler om at finde noget selvtillid og kontinuitet i det hold, vi har. Det er trods alt dem, der skal gøre det, siger Søren Poulsen.

Esbjergs ledelse er i gang med at sondere trænermarkedet for mulige kandidater, men vil ikke sætte en deadline på processen.

- Det er for tidligt for mig at sætte tid på, hvornår vi skal have løst den opgave. Vi skal lige have samlet trådene op, efter vi har sagt farvel til Niels Frederiksen. Vi skal ikke sætte os selv under pres.

- Vi må nu finde ud af, hvordan tingene skal organiseres med hensyn til profil og struktur og tage den derfra. Men arbejdet er startet, siger Søren Poulsen.

Esbjerg har midlertidigt forfremmet Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen, og de står i spidsen i den næste superligakamp ude mod FC Nordsjælland på søndag.

- Det er ikke en varig løsning med de to trænere, vi har nu, så der skal findes en ny træner udefra, fastslår direktøren.

/ritzau/