Esbjerg Byråd lukker to skoler i sommeren 2014

Der er ellers normalt masser af protester, når politikerne går ind og lukker skoler. Men sådan er det ikke i denne sag, hvor byrådet i Esbjerg her til aften besluttede at lukke to skoler.

Det drejer sig om Blåbjerggårdskolen og Vestervangskolen i Gjesing, der begge lukkes i august 2014.

Når protesterne er udeblevet i denne sag er det fordi, at det er de to skolers bestyrelser, der selv er kommet med forslaget om at lukke skolerne, og i stedet etablere en helt ny på Vestervangskolens område.

- Det er jo noget vi her i byrådet ikke er vant til, sagde formanden for Børn- og Familieudvalget, Hans Erik Møller (S), om de manglende protester.

Han betegnede samtidig projektet som meget spændende, og fastslog at den nye skole skal have et nyt navn – netop for at signalere, at der er tale om noget helt nyt.

- Det indgyder stor respekt, når skolebestyrelser selv kommer med så visionært et forslag, lød det anerkendende fra Kurt Jakobsen, (V).

Og formanden for Teknik- og Forsyningsudvalget, Freddie Madsen, (DF), lovede at man nok skal nå at blive færdige med byggeriet til august næste år.

- Og så er vi jo ellers normalt imod skolelukninger i Dansk Folkeparti, men den her er jo svær at være imod, sagde han.

Den nye skole får til huse i den udbyggede Vestervangskolen i Gjesing, og der bliver plads til 55 klasser. Prisen for ombygningen er 35 millioner kroner.

Et enigt byråd står bag opbakningen til projektet.

Dagens Gossip