Esbjerg-direktør: Jonas Dal er her også i næste sæson

Skrevet af admin

29/05/2016

Mest læste i dag

Esbjerg-direktør Søren Poulsen slår fast, at Jonas Dal stadig er træner, når Esbjerg tager hul på forberedelserne til den kommende sæson i Alka Superligaen.

Det gør han, selv om han erkender, at klubben ikke er kommet så langt med den udvikling, som man havde håbet på med Jonas Dal ved roret.

- Vi er inde i en udvikling, og han er i gang med at implementere nogle af de ting, som han står for. Når vi starter igen 20. juni, så er det stadig med Jonas Dal som træner, siger Søren Poulsen.

- Nå vi ser på de seneste resultater, så er vi ikke kommet langt nok med den udvikling, som vi havde håbet. Det er der flere årsager til, men det kan ikke fjerne indtrykket af, at det ikke har været tilfredsstillende i den sidste periode.

Han understreger dog, at dele af foråret har været godkendt og glæder sig over, at det blev til endnu en sæson i Superligaen.

- Der findes vel to halvdele af dette forår. Første del er godkendt, da vi heldigvis fik spillet os fri af nedrykning, men efterfølgende har det været en blandet omgang, siger Søren Poulsen.

Hovedpersonen selv er godt klar over, at hans første periode i spidsen for Esbjerg ikke har været en udpræget succes.

- Det har ikke været en succes (med mig som træner, red.) indtil videre, men jeg tror ikke, at man skal bedømme på de her kampe.

- Jeg var ansat til at undgå nedrykning og bygge det op derfra, og derfor håber jeg på, at vi ser succes i fremtiden, siger Jonas Dal.

Jonas Dal og truppen møder efter planen ind 20. juni, hvor forberedelserne på den kommende sæson begynder.

/ritzau/