Esbjerg efter nyt nederlag: Vi skal nok få det vendt

Skrevet af admin

05/10/2014

Dagens topnyheder

Esbjerg er for tredje år i træk i gang med en dårlig efterårssæson. Vestjyderne har fortsat blot vundet én Superliga-sejr i efteråret, efter at holdet søndag tabte med 1-2 på udebane til FC København.

Men midt i frustrationerne over de udeblevne sejre er der ganske roligt i Esbjerg-lejren, hvor man er overbevist om, at tingene snart vender.

- Vi så det sidste år, at vi kan komme tilbage med hårdt arbejde. Jeg har været med til det her før, og vi skal nok få det vendt, siger forsvareren Jonas Knudsen.

Han er irriteret over, at esbjergenserne ikke formår at vinde de mange tætte kampe, som holdet er involveret i.

Tre af holdets fire nederlag har været med ét mål, og derudover har Esbjerg spillet fem kampe uafgjort.

- Det batter ikke rigtigt. Men fodbold handler om selvtillid og følelser, og lige nu har vi ikke den selvtillid, der skal til for at få den skubbet ind over stregen eller få forsvaret os på den rigtige måde.

- Det kan man kun vende ved at få nogle succesoplevelser på banen, forklarer Jonas Knudsen.

Træner Niels Frederiksen fastholder, at han intet har ændret hverken i træningen eller i taktikken i forhold til det succesfulde forår.

Tingene går bare ikke Esbjergs vej, og det er der ikke nogen enkel forklaring på, mener han.

- Jeg ved godt, at vores fans synes det er for dårligt, at vi taber, men vi har altså ikke ændret noget. Vi tager situationen alvorligt, men der er altså kun spillet 10 runder, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg-træneren er udmærket tilfreds med præstationen trods nederlag til FC København.

- Vi kan ikke forvente at vinde herovre, men det var ikke langt fra, at vi fik noget med. Vi overholdt vores gameplan godt, og spillerne arbejdede hårdt.

- Vi skulle dog have scoret en gang mere i første halvleg, hvor vi havde nogle gode muligheder, siger Niels Frederiksen.

Esbjergs næste opgave i Superligaen bliver en bundkamp mod OB, der ligger lige over esbjergenserne på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/