Esbjerg får ny super-cykelsti

I løbet 2014 sætter Esbjerg Kommune gang i arbejdet med et såkaldt supercykelstiprojekt til 16,7 millioner kroner i form af en opgradering af den eksisterende forbindelse fra "Bilka-krydset" i det norldige Esbjerg, ind forbi flere af de store uddannelsesinstitutioner og videre ind til centrum.

Det oplyser kommunen i dag i en pressemeddelelse.

De primære dele af projektet er en ombygning af Kirkegade, så den i centrum bliver mere cyklistvenlig, etablering af cykelstier langs Spangsbjerg Kirkevej og en forbedring af forholdene for cyklisterne i den nordlige del af byen, blandt andet med anlæg af en tunnel under "Bilka-krydset", som er Esbjergs tættest trafikerede kryds.

Stiprojektet er udarbejdet med det formål at få så mange pendlere som muligt til at vælge cyklen.

- Supercykelstien vil helt klart blive et plus for de mange pendlere, der cykler fra Esbjerg Nord til uddannelsesstederne eller centrum, siger formanden for Teknik- og Byggeudvalget, Anders Kronborg (S).

- Det er mit håb, at stien vil få mange pendlere til at skifte bilen ud med cyklen. Stien vil skabe klare forbedringer for de mange, der i dag benytter cyklen på strækningen, ligesom det forventes, at der vil komme op til 20 procent flere cyklister på ruten, siger Anders Kronborg.

Dagens Gossip

Dagens TV