Esbjerg: Farum Park kan være forfærdeligt sted at spille

Skrevet af admin

11/04/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland har været til at tale med på udebane, men har til gengæld slået mestrene fra FC Midtjylland og førerholdet FC København på eget kunstgræs i dette forår.

Så Esbjerg-træner Jonas Dal er advaret inden sæsonens sidste opgør mod det eneste mandskab, som holdet har opnået fuldt udbytte mod med 2-1-sejre i de to første indbyrdes opgør i Superligaen.

- Farum Park kan være et forfærdeligt sted at spille, hvis FC Nordsjælland lykkes med, hvad de er gode til.

- Det er et hold med evner i boldbesiddelse af en anden verden, det formår at spille i mellemrum, og spillerne gør hinanden gode med løb.

- Vi skal opnå et godt resultat ved at være dygtige i relationerne, især de defensive, og så skal vi udnytte de positioner, FC Nordsjælland efterlader i deres angrebsspil, og når de forsvarer højt, siger Jonas Dal til klubbens hjemmeside.

Trods ti point i fem kampe i foråret har Esbjerg ikke rykket sig fra en placering som nummer 11, men nu er AGF inden for rækkevidde.

Esbjerg har anfører Magnus Lekven tilbage efter sygdom, hvilket ifølge Jonas Dal giver ro og stabilitet i maskinrummet, og frigør Jesper Jørgensen til en mere kreativ rolle.

- Jeg synes, det er fedt, at vi så længe har kunnet undgå at tale om de syv-otte skadede spillere, der kunne indgå i startopstillingen, fordi andre spillere har gjort det så godt.

- Nikolaj Hagelskjær har afløst en skadet Ryan Johnson Laursen, Jeppe Brinch har gjort savnet af vores nye forsvarer Andreas Nordvik mindre mærkbart.

- Mark Brink gjorde det senest godt i stedet for Magnus Lekven, og oppe foran har vi fået Ronnie Schwartz i stedet for en skadet Mick van Buren. Truppens bredde har virkelig vist sin styrke, mener Jonas Dal.

FCN stiller op med blandt andre de offensive profiler Tobias Mikkelsen, Emiliano Marcondes, Martin Vingaard og senest stjernefrøet Emre Mor.

Esbjergs kamp mod FCN fløjtes i gang mandag klokken 19.

/ritzau/