Esbjerg fB dropper ishockey

Det er moderklubben EfB Elite, der i dag oplyser, at man ønsker at sælge aktiviteterne i EfB Ishockey.

Man har indledt forhandlinger med en gruppe af investorer, som har vist interesse for at drive Esbjergs elitehold i ishockey videre i et nystiftet selskab.

- Vi har erkendt, at fodbold og ishockey er to vidt forskellige verdener, og at vi ikke magter at drive topklubber i begge idrætsgrene. Ishockey fortjener at få fuldt fokus på sportens egne præmisser, og jeg er overbevist om, at ishockeysporten i Esbjerg vil komme styrket ud af at få sin egen stærke identitet i et nyt selskab, siger formanden for EfB Elites bestyrelse, Leif Thomsen.

Han understreger, at EfB agter at fortsætte driften af EfB Ishockey med usvækket engagement i resten af denne sæson, og at skiftet til en ny ejerkreds i alle henseender vil foregå ordentligt og fair, så det nye ishockeyselskab får det bedst mulige afsæt til at skabe en ny storhedstid for sporten i Esbjerg.

Beslutningen om at frasælge ishockeyaktiviteterne er aktualiseret af, at EfB Elite A/S i november nedjusterede forventningerne til årets resultat fra et underskud på 14 mio. kr. før transferaktiviteter til et negativt resultat på 18 mio. kr.

De ændrede forventninger skyldes færre indtægter i andet halvår som følge af, at ligaholdene i både fodbold og ishockey har placeret sig dårligere end forudsat i budgettet.

- Vi kæmper fortsat for at nå den overordnede målsætning om balance i selskabets drift i 2013 og kigger kritisk på alle forretningsområder, herunder ishockey. EfB Ishockey er med en stram styring af omkostningerne nået langt i bestræbelserne på at forbedre årsresultatet markant, men på kort sigt forventer vi ikke, at selskabet kan bidrage til vores overordnede mål om at drive en økonomisk bæredygtig virksomhed. Vi er nødt til at koncentrere alle kræfter om fodboldforretningen, siger Leif Thomsen.

Investorgruppen, der ønsker at videreføre ishockey på topniveau i Esbjerg, tegnes af den nuværende bestyrelsesformand for EfB Ishockey, Christian R. Christensen.

Dagens Gossip