Esbjerg før Europa: Vi kan holde på profilerne

Martin Braithwaite og Peter Ankersen har begge været i superform siden foråret og er derfor også aktuelle for landsholdet. Men kan Esbjerg holde på sine unge landsholdspillere?

Rygterne har cirkuleret om, at de to profiler vil ryge videre fra Esbjerg, inden transfervinduet lukker senere på måneden. I Esbjerg regner man dog med at kunne holde på sine to profiler. Sportsdirektør i Esbjerg FB, Niels Erik Søndergaard, er optimistisk omkring fremtiden for de to landsholdspillere:

- Der har da været lidt løs interesse, som vi kalder det, men som udgangspunkt regner vi helt klart med, at de bliver her. Både Martin Braithwaite og Peter Ankersen har flyttet sig enormt meget, og det er naturligt, at de nu tiltrækker interesse fra klubber rundt omkring, siger han.

Peter Ankersen har vakt interesse i Brøndby, men man har i Esbjerg altså ikke modtaget noget konkret endnu på højrebacken. Samme historie gælder Martin Braithwaite, som de seneste dage har været kædet sammen med britiske klubber - med Celtic som det mest prominente navn. Niels Erik Søndergaard tager dog skriverierne med ro:

- Det tager vi meget roligt, det med rygterne. Det var England i går, i morgen kan det være Tyskland eller Holland han skal til, siger han.

Sportsdirektøren, som i øvrigt roser angriberens udvikling, kan på sigt sagtens se Braitwaite i en større europæiske liga, men han tør ikke sætte et tidspunkt på, hvornår det sker.

- Martin har udviklet sig utroligt meget den seneste tid, og det er klart, at han besidder et kæmpe potentiale, men hvornår han skal prøve sig af i Europa, tør jeg ikke spå om, slutter han.

 

 

 

Dagens Gossip