Esbjerg forlænger med skadesplaget offensivspiller

Esbjerg har indgået en ny aftale med den 21-årige Jesper Rasmussen, der kom til klubben i 2009 fra Sønderjyske. Rasmussen har fået meget af sin tid hos EfB ødelagt af alvorlige knæskader, og det er først nu i den nye Superliga-sæson, han oplever at være fuldstændig skadesfri.

- Jeg har haft nogle forberedelser, som jeg ikke har prøvet i flere år, og jeg har givet den gas for at vise en ny cheftræner, hvad jeg kan. Jeg håbede at få spilletid, men havde ikke forventet, at det gik så hurtigt. EfB har hele tiden vist mig tillid, og nu betaler jeg lidt tilbage ved tidligt at forlænge aftalen. Det er her, jeg vil udvikle mig og forsøge at nærme mig en plads i startopstillingen, siger Jesper Rasmussen i pressemeddelelse.

Rasmussen har været på banen i alle Esbjergs Superliga-kampe undtagen den første og gjorde det blandt andet fantastisk i opgøret mod Brøndby på udebane, hvor han blev skiftet ind og scorede begge mål i 2-0 sejren over de blå-gule.

EfBs cheftræner, Niels Frederiksen, er da også tilfreds med Jesper Rasmussens kvaliteter.

- Jesper er en rigtig dygtig fodboldspiller, der er god til at suge bolden til sig og behandle den. Han har et fint blik for spillet, både i forhold til medspillere og til selv at foretage dybe løb og holde spillet i gang på den sidste tredjedel af banen. For første gang i årevis har han kunnet træne og spille med uden skavanker, og han løfter niveauet i truppen, siger Niels Frederiksen.

Med den nye aftale bliver Jesper Rasmussen i Esbjerg til den 30. juni 2016

Dagens Gossip