Esbjerg-frustrationer vokser efter afklapsning

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg hænger fast i bunden af Alka Superligaen efter søndagens nederlag hjemme på Blue Water Arena, hvor Sønderjyske vandt hele 4-0.

Med sejren ligger Sønderjyske nu fornuftigt i ligaen med seks point, mens Esbjerg blot har skrabet et enkelt point sammen i de fire første runder.

Til gengæld har Esbjerg skrabet yderligere panderynker til sig både på og uden for banen hos klubledelse og fanskare.

I jagten på point havde Esbjerg-manager, Niels Frederiksen, erstattet angriberen Mick van Buren med svenske Robin Söder, der skulle medvirke til at sætte Nicki Bille Nielsen mere i scene i Esbjerg-angrebet.

Samtidig var den hurtige back Ryan Johnson Laursen ude med en skade, og han blev erstattet af Emil Lyng, mens Michael Almebäck var henvist til bænken.

Esbjerg virkede gennem det meste af kampen ramt mentalt, mens Sønderjyske kunne fokusere på at spille afventende og fylde kampen med afbrydelser og fysik.

Esbjerg forsøgte sig dog med offensive indslag i første halvleg, men traf flere gange forkerte beslutninger til sidst. Efter en halv time var Emil Lyng helt udækket, men hovedstødsforsøget efter et hjørnespark gik over mål.

Minuttet efter var Robin Söder alene igennem, men sparkede bolden snert ved siden af Sønderjyske-målet. Gæsterne havde ikke meget offensivt i de første 45 minutter.

Men de skulle kun bruge ét minut efter pausen for at komme i front, da Johan Absalonsen headede et indlæg ind bag Martin Dubravka og skabte tavshed på tilskuerpladserne.

Sønderjyske kunne nu fokusere al energi på kontrafodbold, og efter 52 minutter var der gevinst igen. En dyb aflevering fra Adama Guira blev sikkert pillet ned af Troels Kløve, der drejede ind i Esbjerg-feltet og bankede bolden i mål til 2-0-føring.

Med en halv time igen blev Esbjergs rutinerede Hans Henrik Andreasen sendt på banen til sin superligakamp nummer 380.

Med 20 minutter igen forsøgte Esbjergs Daniel Stenderup at rode bod på eget boldtab, hvilket resulterede i, at han begik straffespark.

Bjørn Paulsen skulle sparke, men Dubravka reddede flot, ligesom han gjorde runden før mod Viborg.

Et lille Esbjerg-håb var tændt, men blev slukket igen få minutter efter, hvor et langt Sønderjyske-indkast blev snittet videre til Nicolaj Madsen, der i stedet tændte op for yderligere Esbjerg-frustrationer med sin scoring til 3-0.

Symptomatisk brændte Nicki Bille en stor chance helt alene med 10 minutter igen, og indskiftede Tommy Bechmann kunne sætte punktum ved at hamre bolden i kassen fire minutter før tid til det imponerende slutfacit 4-0 til Sønderjyske.

/ritzau/