Esbjerg henter kroatisk angriber i Norge

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben Esbjerg har købt den kroatiske angriber Martin Pusic i norske Brann Bergen. Det oplyser klubben torsdag.

Kroaten får en treårig kontrakt i den vestjyske klub.

- Jeg betragter den danske liga som den bedste i Skandinavien og har fået et tilbud om at komme til en spændende klub med mange unge spillere, succes i Europa League og stort potentiale, siger Martin Pusic til Esbjergs hjemmeside.

- Esbjerg ligger i bunden af Superligaen, men med blot seks point op til en fjerdeplads, og jeg ser en spændende opgave i som angriber at være med til at forbedre placeringen.

Superligaklubbens assistenttræner Michael Pedersen glæder sig over at kunne indlemme den 26-årige kroat i truppen.

- Vi har naturligvis søgt en offensiv spiller med egenskaber, der passer til vores måde at spille fodbold på, og vi vurderer, at Martin Pusic har kvaliteter i form af fart og aggressivitet, som bliver til gavn for os, siger Michael Pedersen.

Pusic scorede ni mål i 27 kampe i den forgangne Tippeliga-sæson.

/ritzau/