Brøndbys midterforsvarer Daniel Stenderup fortsætter i Esbjerg, der fredag har hentet den 25-årige spiller på en etårig aftale.
Stenderup var i sidste sæson plaget af et brud i en skinnebensknogle og har haft svært ved at spille sig ind i Brøndbys startellever. Det har Esbjerg valgt at udnytte.
- Vi har på det seneste kigget efter en erfaren superligaspiller til positionen i midterforsvaret, men det er med vores tætte kampprogram i Superligaen og Europa League også vigtigt at få en fleksibel spiller, der kan dække flere positioner, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
- Daniel Stenderup er en spændende og nærkampstærk spiller, der er rolig med bolden og også kan sætte spillet i gang. Foruden det centrale forsvar kan han anvendes på backpladserne samt den defensive midtbane, siger Frederiksen.
Daniel Stenderup ser frem til de nye udfordringer i det vestjyske.
- Jeg har været i Brøndby i 10 år og har udviklet mig rigtig meget som fodboldspiller, men der kommer også et tidspunkt, da man skal videre.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Esbjerg og prøve noget nyt efter alle årene i komfortzonen. Mit indtryk af klubben er meget positivt.
- Esbjerg er et af de sjove steder at komme til som udehold, og i de senere år er holdet begyndt at spille rigtig godt fodbold, siger Stenderup.
/ritzau/