Esbjerg henter nordmand til vaklende defensiv

I denne sæson er målene strømmet ind på Esbjerg, der med 34 indkasserede mål er næstdårligst af alle i Alka Superligaen på det parameter. Det tager klubben nu konsekvensen af.

Når truppen møder 11. januar efter vinterpausen bliver det med nordmanden Andreas Nordvik på træningsbanen.

Onsdag har han skrevet en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2019. Nordvik koster ikke nogen overgangssum, da han har kontraktudløb med Sarpsborg 08 fra Norges bedste fodboldrække.

Det oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse.

Tidligere i karrieren har Nordvik spillet Champions League for Rosenborg, men nu glæder han sig til at blive testet i Danmarks bedste fodboldrække.

- Jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg gerne vil prøve mig af i en liga uden for Norge, og den danske liga er interessant for norske spillere. Vi har længe været i kontakt med Esbjerg, og nu er tidspunktet for et skifte perfekt.

- Jeg ved, at klubben har døjet lidt med at skabe resultater, og jeg kan forhåbentlig bidrage til, at vi forbedrer os. Jeg ser et stort potentiale i klubben og vil gerne være med i et langsigtet projekt i Esbjerg, siger Nordvik.

Cheftræner Jonas Dal glæder sig over, han nu får endnu et supplement til centerforsvaret, hvor han aktuelt råder over Bjørn Paulsen, Daniel Stenderup, Michael Jakobsen og lejesvenden Michael Almebäck.

- Andreas er en duelstærk spiller, der hviler meget i sig selv, har den rette professionelle tilgang og med sin erfaring kommer til at give en masse til de andre på holdet.

- Han er god til at forsvare fremad, idet han er forudseende i sit forsvarsspil og ofte tackler frem i banen i stedet for at stå tilbage og afvente. Når der som forleden mod Hobro går tre mål ind ved os på 19 minutter, er det tydeligt, at vi mangler defensiv stabilitet, siger Jonas Dal.

Andreas Nordvik har på trods af navnet også lidt eksotisk islæt i sig, i det hans mor er brasiliansk.

/ritzau/

Dagens Gossip