Esbjerg holder på hollandsk VM-sølvvinder

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

Team Esbjerg har indgået en ny etårig aftale med den hollandske stjernespiller Estavana Polman, der dermed spiller sin fjerde sæson i klubben.

- Jeg er glad for at være i Esbjerg, jeg er stadig ung, og jeg er ikke færdig med den danske liga. Individuelt vil jeg gerne være en bedre håndboldspiller, især defensivt og fysisk.

- Som hold har vi nået så meget i Team Esbjerg, og nu skal vi sammen tage det næste skridt og blive nummer et og spille Champions League, siger Polman til klubbens hjemmeside.

Den 23-årige bagspiller er i denne sæson omskolet til playmaker, hvor hun kombinerer målfarlighed med et sikkert blik for spillet.

- Estavana er en ener, der kan noget ekstraordinært, og vi er glade for, at det er lykkedes at forlænge med hende i yderligere en sæson.

- Hun er langt fra færdigudviklet som håndboldspiller, men hun har lært at bruge sit temperament konstruktivt, og så har hun evnen til at trylle noget ud af ærmet, når vi har mest brug for det.

- Vi har brugt meget tid på at omskole hende til playmaker, og den investering får vi større udbytte af ved at have hende til rådighed i yderligere en sæson, siger cheftræner Lars Frederiksen.

Polman er selv indstillet på at nå så langt med sit håndboldspil som muligt, men er først klar til at tage næste skridt i karrieren, når det føles rigtigt.

- Jeg er en spiller, der er drevet af følelser, og jeg elsker at spille for et stort publikum, som vi har i Esbjerg.

- Jeg elsker klubben, menneskene i klubben og publikum. Alt fungerer, og klubben overholder alle aftaler. Det betyder meget for mig, siger Polman.

Hun var sammen med klubkammeraten Laura van der Heijden en af profilerne på det hollandske landshold, der charmerede og overraskede alle ved at vinde sølv ved VM-turneringen i Danmark i december.

Polman har scoret 226 mål i 74 landskampe.

/ritzau/