Esbjerg igen bedst i Parken

Skrevet af BNB

12/05/2013

Mest læste i dag

For fire dage siden løb Esbjergs spillere rundt med guldparykker og sprøjtede øl på hinanden, mens busfulde af vestjyder fra Parkens ene endetribune tiljublede dem for pokalsejren over Randers.

På pressemødet fortalte Jess Thorup om, hvordan han nu kunne forlade klubben med god samvittighed og glædede sig til at vende tilbage til Blue Water Arena som tilskuere til Esbjergs hjemmekampe. Men der skulle ikke gå lang tid, før han satte nye sig mål.

 Med tre Superliga-kampe tilbage var sæsonen ikke slut, selvom holdet havde sikret sig både europæisk kvalifikation og endnu en sæson i Superligaen, påpegede han, for nu gjaldt det næste fokus: At blive forårets hold og at ende i den bedste halvdel for derved at sikre sig en ekstra hjemmekamp i den kommende sæson.

Da Esbjerg søndag aften var tilbage i Parken, var der knapt så mange esbjergensere, men alligevel tog de et langt skridt mod også at opfylde trænerens nye mål, da de besejrede et uhyre sløvt mesterhold med 2-0.

Med to runder tilbage, skal AGF nu hente mindst seks point flere end Esbjerg for, at pokalmestrene ikke også skal slutte i den bedste halvdel, og med 25 point for 11 kampe er Esbjerg såmænd også tre point bedre end FC Nordsjælland i kampen om at blive forårets hold.

Ja, og så er der kun er fire point op til bronzemedaljerne. FC København, der jo blev mestre i sidste uge, skulle ellers have været fejret af hjemmepublikummet, men de over 20.000 tilskuere så sæsonens måske tarveligste indsats.

Kim Christensen og Martin Vingaard havde fået chancen fra start, man førstnævnte blev overrumplet af en flot afslutning fra Peter Ankersen allerede fter 20 minutter, mens sidstnævnte blev hevet ud i pausen til fordel for Nicolai Jørgensen.

Alligevel kom Esbjerg på 2-0 kort efter pausen, da Martin Braithwaite gjorde det til det yderst fortjente slutresultat på 2-0.