Esbjerg intensiverer spillerjagten

Når mandag bliver til tirsdag i den kommende uge, lukker sommerens transfermarked, og det bliver måske med Esbjerg som ivrig køber frem til de sidste minutter.

I hvert fald hvis vestjyderne fuldfører det mirakel, som de tog første skridt mod med 4-3-sejren hjemme over franske Saint-Étienne i det første af to opgør om en plads i Europa Leagues gruppespil.

Torsdag er der returkamp i Frankrig, og hvis Esbjerg samlet går videre, skal der handles hurtigt.

- Vi har en smallere trup, end vi havde før sommerferien, og hvis vi skal spille internationale kampe, kommer vi til at mangle en masse rutine, siger administrerende direktør Søren Poulsen.

Vinder Esbjerg samlet over franskmændene, venter der mindst seks kampe i Europa League-gruppespillet.

- Det vil helt klart gøre, at vi vil intensivere jagten yderligere i forhold til at få suppleret truppen, inden transfervinduet lukker, siger direktøren.

Esbjerg har for nylig solgt landsholdsspilleren Martin Braithwaite til franske Toulouse. Han er blevet erstattet af FC København-floppet Pape Pate Diouf, men vestjyderne kigger efter flere offensive spillere.

- Også i forhold til ligaen leder vi efter offensive spillere - angribere eller kantspillere. Den prioritet bliver ikke mindre, hvis vi kommer i Europa. Og så må vi se, hvad vi ellers kan supplere med, siger Søren Poulsen.

Esbjerg var bagud tre gange i den første kamp, men vandt 4-3.

Få dage senere tabte klubben til Viborg i Superligaen efter en skidt indsats. Direktøren er dog ikke bange for, om truppen er stærk nok til at præstere både nationalt og internationalt.

- Det er jeg slet ikke nervøs for. Vi skal kunne håndtere at spille to kampe på en uge, det har vi før vist, at vi kan. Jeg er sikker på, at det, vi så i Viborg, var en enlig svale.

Men nu skal Saint-Étienne også lige besejres først, og direktøren er ikke ultra optimist.

- Man skal passe på med ikke at lægge for meget i, at vi vandt 4-3 hjemme. Vi kommer under et massivt pres dernede, og der skal et mindre mirakel til, hvis vi skal videre til gruppespillet, siger Søren Poulsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip