Esbjerg: Kian-beslutning var nødvendig for salg

Skrevet af admin

04/02/2014

Mest læste i dag

Kian Hansen er Esbjerg-spiller i foråret, men han kommer ikke til at spille Europa League mod Fiorentina.

Han er at regne for at være ny spiller, da Esbjerg solgte ham til franske Nantes for derefter at leje ham for forårssæsonen. Esbjerg måtte kun registrere tre nye spillere, og pladserne tilfaldt Martin Pusic, Michael Jakobsen og Mohammed Fellah.

- Vi ville allerhelst have haft alle spillere med, men vi var bekendt med reglerne, inden vi gik i forhandlinger med Nantes.

- Så det lå i kortene, at der ikke ville blive plads til Kian Hansen, da der kun er plads til tre nye spillere på vores Europa League-liste, siger Niels Erik Søndergård fra Esbjergs sportslige sektor.

Det var et krav fra Nantes at strikke kontrakten sammen på den måde.

- Det var et kardinalpunkt, at aftalen skulle laves på denne måde. Nantes ville gøre det på den måde. Enten var det en aftale på denne måde, eller ingen aftale.

Kian Hansen accepterede den del af aftalen, og da Esbjergs førsteprioritet er overlevelse i Superligaen, er det vigtigst at have forsvareren klar til de hjemlige opgaver.

- Uden at nedgøre Europa League, er det ikke det afgørende for os. Vi glæder os, men det er de 15 superligakampe, der er vigtigst.

- Fiorentina-kampene er en god oplevelse, som alle spillere vil have med. Men Kian har sagt, at i forhold til muligheden for et udlandsophold, vil han gerne give afkald og hjælpe os i det trængte forår, siger Niels Erik Søndergård.

Esbjerg møder Fiorentina den 20. og 27. februar.

/ritzau/