Esbjerg knuste sløje Randers

I søndagens første kamp i Superligaens 27. runde gæstede Randers FC Blue Water Arena i Esbjerg.

Hjemmeholdet Esbjerg fB havde hårdt brug for sejren og de tre point for at lægge yderligere afstand til nedrykningsstregen, de for bare et par uger siden lå faretruende tæt på.

Randers derimod holder på overraskende vis trit i toppen af tabellen, hvor de lige nu er den mest oplagte bejler til en bronzemedalje med AaB og OB som nærmeste konkurrenter til at true dem på tredjepladsen.

Kampen mellem de to mandskaber går næppe over historien som den smukkeste, hvor fejlafleveringer fra begge mandskaber prægede størstedelen af første halvleg. Hjemmeholdet havde dog lidt mere styr på spillet end Randers, og det kom til at betale sig efter 33 minutters spil, hvor Youssef Toutouh med et kanonmål sendte Esbjerg i front.

Den kun 20-årige angriber modtog bolden fra Martin Braithwaite, som han på fineste vis tæmmede med brystet og hamrede i mål fra 25 meters afstand uden nogen chance for David Ousted i Randers-målet.

En flot oprejsning af Esbjerg og er fremragende mål, der ganske fortjent kunne kåres som sæsonens bedste, når den tid kommer. Resten af første halvleg var en formsag for hjemmeholdet, der sikkert kontrollerede kampen og dermed kunne gå til pause med en føring på 1-0.

Havde Randers-spillerne fået en opsang i pausen, var det i hvert fald svært at få øje på fra anden halvlegs start, hvor gæsterne lagde ud med passivt spil, der fik dem til at fremstå enormt ufarlige i forhold til det selvtillidsfulde, aggressive spil, Esbjerg mødte til anden halvleg med.

Og det skulle vise sig at straffe Randers FC på det groveste kort inde i anden halvleg, hvor Esbjerg scorede ikke bare ét, men to mål med kun 2 minutter mellemrum efter 53 og 55 minutters spil.

Og så så det pludselig helt anderledes – på godt jysk træls ud for Randers, efter at først Arnór Smárason sendte en flad bold i nettet, og bagefter Martin Braithewaite, der skyder en David Ousted-retur ind bag selv samme.

Randers forsøgte sig herefter med et par udskiftninger, der kunne sætte lidt fut i hestenes spil, men hver gang spillet pegede i retning af en reel Randers-mulighed, manglede den sidste måludløsende skarphed, og derfor udeblev målene også for Randers’ vedkommende.

Og selvom Esbjerg allerede var på vej mod en flot 3-0-sejr, så var det ikke noget, der fik hjemmeholdet til at spilde tiden, og de nåede derfor også, at optegne stregen under Randers’ ineffektivitet endnu engang før slutfløjtet, da Sebastian Andersen sendte et indlæg ind i feltet, hvor Arnór Smárason endnu engang var på pletten og glidende fik gelejdet bolden i mål til 4-0 efter 81 minutter.

Dermed fik Randers sig noget af en overhaling i det vestjyske, mens Esbjerg fik de tre lunende point, der nu sender dem otte point væk fra nedrykningstregen med seks runder tilbage af Superligaen.

Dagens Gossip