Esbjerg Kommune: Kritisabelt at svigt har fundet sted

Det er dybt beklageligt, at to børn har været udsat for omsorgssvigt i Esbjerg Kommune, og at kommunen ikke reagerede på de 11 henvendelser, som den lod passere.

Sådan lyder det fra 1. viceborgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), som også sidder som medlem af Børn & Familieudvalget i kommunen.

- Jeg kender ikke detaljerne i den konkrete sag, men det er selvfølgelig kritisabelt, at det kan finde sted, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Det her er desværre ikke den eneste sag. Der har jo været andre, og der er sikkert også andre fra den tid, hvor tingene ikke har hængt sammen.

Tidligere har Esbjerg Kommune været omdrejningspunktet i en sag, hvor en mand misbrugte flere børn seksuelt. Heller ikke her reagerede kommunen hurtigt nok på de henvendelser, der tikkede ind.

- Det er trist og yderst beklageligt over for de børn, der kunne have været hjulpet noget før, hvis ellers man havde reageret på de henvendelser, der kom, siger Jesper Frost Rasmussen om den seneste sag og tilføjer:

- Desværre kan vi ikke ændre på fortiden, men i stedet beklage og lære af den og sikre, at det ikke sker igen.

Blandt andet har kommunen oprettet en afdeling, der skal holde øje med og håndtere alle de underretninger, som sendes ind til kommunen. Dermed vil borgernes henvendelser inden for 24 timer vil kigget på og besvaret, oplyser Jesper Frost Rasmussen.

Derudover har kommunen inden sommerferien vedtaget "Paradigmeskifte version 2.0", der ifølge 1. viceborgmesteren er "det næste niveau af indsatser på området for udsatte børn".

- Det skal være med til at sikre, at de tilbud, man giver børnene, er de rigtige. Det er måske noget af det, der har været galt - ikke bare i Esbjerg, men også i resten af landet, siger Jesper Frost Rasmussen og uddyber:

- Man har haft alt for meget fokus på at anbringe børnene uden for hjemmet og ikke blevet ved med at holde opsyn med, hvad der sker med dem bagefter. Så der har vi sat nogle initiativer i gang.

Svigtet af de to børn på seks og otte år skal have fundet sted fra 2011 til 2012. Deres mor var i perioden stærkt alkoholiseret, og det fik både skole, politi og andre til at underrette Esbjerg Kommune om, at børnene blev udsat for misrøgt.

Sagen har fået Folketingets Ombudsmand til at offentliggøre en massiv kritik af kommunen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV