Esbjerg-lejr: Handler primært om overlevelse nu

Skrevet af admin

21/04/2015

Mest læste i dag

Esbjergs fodboldhold er efter et svingende forår i Alka Superligaen endt i en situation, hvor der nu bliver kigget mere nedad end opad i tabellen. En placering i den bedste halvdel var før sæsonen målsætningen, men sådan er det ikke mere.

Medlem af det sportslige udvalg i Esbjerg Niels Erik Søndergaard påpeger, at snakken om en placering blandt de seks bedste i Superligaen ikke længere fylder noget hos vestjyderne.

- Målsætningen blev meldt ud på et tidligere tidspunkt, men som tingene har udviklet sig, må vi jo også sige, at vi kun har et mål i Superligaen, og det er hurtigst muligt at skabe en betydelig afstand ned til de to hold under stregen, siger han.

Vestjyderne er gennem de seneste transfervinduer blevet beskyldt for at have solgt ud af profilerne. Niels Erik Søndergaard erkender da også, at det har haft en betydning for tabellen.

- Selvfølgelig koster det i spillet. Det må man bare sige. Vi har mange nye spillere, og det er en medvirkende årsag til, at vi svinger lidt på skalaen i øjeblikket, siger han.

Emil Lyng er på linje med sin Esbjerg-chef, og mener også, at de mange udskiftninger i truppen har haft en negativ indflydelse på vestjyderne.

- Det har været markante spillere, der er smuttet. Det var profiler, der scorede mange af vores mål, og det kan desværre ses nogle gange. Men omvendt synes jeg også, at vi er ved at være rystet sammen, siger han.

Esbjerg er stadig med i DBU Pokalen, hvor klubben spillede 1-1 ude mod FC København i den første af to semifinalekampe. Kantspilleren, mener, at en samlet pokalsejr og overlevelse vil kunne redde sæsonen.

- Overlevelse i Superligaen og endnu en pokal til vores skab vil kunne redde vores sæson, og så vil jeg kalde den godkendt, siger Emil Lyng.

Esbjerg er aktuelt placeret som nummer 10.

/ritzau/