Esbjerg med forløsende forårssejr

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Forårets første spillerunde i Superligaen blev mandag færdigspillet, da Esbjerg på hjemmebane vandt 2-1 over FC Nordsjælland. En fortjent sejr til Esbjerg, der længe sad tungt på opgøret.

Esbjerg-målscorer Martin Pusic var en stor oplevelse, men det trækker ned, at kroaten misbrugte alt for mange oplagte målchancer.

Michael Jakobsen er en af de andre nye spillere hos Esbjerg, og han kom galt af sted, da han åbenbart byttede rundt på trøjerne og gav bolden til den tidligere holdkammerat Anders Christiansen. FCN-spilleren misbrugte dog friløberen.

Det var noget nær den eneste mulighed, som FCN havde de første 70 minutter af kampen. Derfor var det også helt fortjent, at Esbjerg kom foran i slutsekunderne af første halvleg.

Martin Pusic stod ved 1-0-målet for assisten. Med en lang stikning fandt han Mushaga Bakenga, der vippede bolden over en fremstormende David Jensen.

Mushaga Bakenga startede ellers kampen på bænken, men kom ind midtvejs i første halvleg, da Mohammed Fellah udgik skadet.

I anden halvleg kom værterne hurtigt på 2-0. Jakob Ankersen fremtvang straffesparket, som Martin Pusic sikkert scorede på. FCN-spillerne brokkede sig forgæves over, at forseelsen skulle være begået uden for feltet.

Gæsterne var tæt på at score, da Martin Vingaard på et frispark sendte bolden mod målhjørnet, men Martin Dubravka leverede en imponerende redning. Det tog dog ikke luften ud af FCN-holdet.

Med ti minutter tilbage bragte indskiftede Kim Aabech ny spænding ind i kampen med sin reducering. Tættere på kom gæsterne dog ikke.

Med sejren rykker Esbjerg over nedrykningsstregen, som FC Vestsjælland og Sønderjyske nu befinder sig under. På søndag kan Esbjerg mod OB udvide pointhøsten.

Esbjerg skal dog allerede torsdag i aktion, når det gælder den nærmest umulige returkamp mod Fiorentina i Europa League. FC Nordsjælland skal fredag møde FC Vestsjælland.

/ritzau/