Esbjerg møder Fiorentina i Europa League

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Esbjerg fB møder italienske Fiorentina i 1/16-finalerne i Europa League. Kampene spilles 20. og 27. februar. Det står klart efter mandagens lodtrækning i Nyon i Schweiz.

Det første opgør spilles i Esbjerg på Blue Water Arena.

Esbjerg skulle blot bruge fire gruppekampe til at sikre sig avancement til 1/16-finalen.

Vestjyderne slog belgiske Standard Liege både ude og hjemme. Og samme tur fik svenske Elfsborg. Til gengæld tabte danskerne begge opgør mod Red Bull Salzburg fra Østrig.

Skulle Esbjerg gå videre fra opgørene mod Fiorentina, løber danskerne ind i enten Juventus eller tyrkiske Trabzonspor.

Mens vestjyderne har triumferet i Europa League, ser det anderledes sløjt ud i Superligaen, hvor holdet overvintrer under nedrykningsstregen på en 11.-plads.

Fiorentina er per tradition et af de store italienske hold. Klubben ligger for tiden på fjerdepladsen i Serie A, og blandt truppens profiler kan nævnes angriberne Mario Gómez og Giuseppe Rossi.

Danskerne Brian Laudrup, Martin Jørgensen og Per Krøldrup har tidligere optrådt i Fiorentinas karakteristiske lilla spilledragt. Kenneth Zohore, der for tiden er lejet ud til Brøndby, er på kontrakt i Firenze-klubben.

Ajax, der har fem danskere i truppen, skal i 1/16-finalen op mod Esbjergs overmænd fra Red Bull Salzburg.

Christian Eriksens klub Tottenham møder det ukrainske hold med det mundrette navn Dnipro Dnipropetrovsk.

Michael Laudrup og Swansea kommer på en uhyre vanskelig opgave, når waliserne over to opgør skal lægge arm med den italienske storklub Napoli.

Real Betis, der har den danske landsholdsmålmand Stephan Andersen i truppen, møder russiske Rubin Kazan.

/ritzau/