Esbjerg og Silkeborg i livlig nulløsning

Torsdagens skuffende Europa League-nedtur til polske Ruch Chorzow, hvor danskerne røg ud på en overtidsscoring, var ikke til at spore hos Esbjerg mandag aften, da vestjyderne hjemme på Blue Water Arena tog imod Silkeborg i en duel, hvor begge hold jagtede sæsonens første sejr.

Efter en nervøs start på bundopgøret med flere chancer i begge ender, overtog esbjergenserne langsomt spillet og spillede sig frem til flere gode muligheder, men det lykkedes hverken for Esbjerg eller Silkeborg at komme på scoringstavlen.

Tættest på scoring i første halvleg var Esbjergs Michael Jakobsen, der kom højest på et perfekt slået hjørnespark fra Jakob Ankersen, og med hovedet fik dirigeret bolden mod fjerneste målhjørne. En flot redning fra Silkeborg-målmand Kasper Jensen forhindrede dog vestjysk pauseføring.

Anden halvleg startede livligt med gode muligheder i begge ender, men skarpheden manglede i de afgørende situationer. Esbjerg gav i slutningen debut til nyindkøbte Lasse Rise i forsøget på at lave det forløsende mål, men lige lidt hjalp det.

Fem minutter før tid fik Esbjerg en livline, da Silkeborgs Jens Martin Gammelby blev præsenteret for det røde kort efter sit andet gule kort. Et massivt slutpres fra hjemmeholdet gav dog ikke pote.

Den manglende skarphed på den sidste tredjedel af banen resulterede i en livlig nulløsning, hvor oprykkerne fra Silkeborg for fjerde kamp i træk måtte gå fra banen uden at have scoret.

Både Esbjerg og Silkeborg befinder sig i bunden af rækken med bare to point for fire kampe.

Næste opgave i Superligaen for de to mandskaber består af to udekampe. Esbjerg skal lørdag en tur til Aalborg og besøge de danske mestre AaB, mens Silkeborg skal forsøge at hente tre point i Slagelse, hvor FC Vestsjælland tager imod.

/ritzau/

Dagens Gossip