Esbjerg op på andenpladsen efter storsejr

Esbjerg tog en sikker sejr i Superligaen, da de vandt med 4-1 over Sønderjyske hjemme på Blue Water Arena.

De stribede vestjyder kom i front allerede efter ni minutter, da Bakenga efter et hjørnespark headede Hans Henrik Andreasen fri foran mål, og så kunne Esbjerg-anføreren sparke hjemmeholdet foran 1-0.

Spilfordelingen var i første halvleg rimelig jævnt fordelt, og begge hold kom frem til chancer. Det var dog Esbjerg, der kort før pausen kunne udbygge deres føring, da Hans Henrik Andreasen igen var på pletten - denne gang på straffespark.

I anden halvleg fortsatte mønstret. Sønderjyske pressede på for at komme tilbage i kampen, men det var Esbjerg, som var skarpest foran mål. Efter 52 minutter blev Jesper Rasmussen spillet fri på kanten af feltet, han vendte rundt og sendte bolden over i det lange hjørne til 3-0.

Esbjerg brandvarme Jakob Ankersen ville også lege med, og det fik han lov til på endnu et straffespark i det 73. minut begået mod Jesper Rasmussen, der blev hægtet i feltet.

Sønderjyske fik pyntet på resultatet kort før slutfløjtet, da målmand Frederik Rønnow begik kampens tredje straffespark. Det tog Henrik Hansen sig af, og kampen sluttede dermed 4-1 til Esbjerg, der med sejren nu er nummer to i Superligaen.

Sønderjyske forbliver i den nederste halvdel på en niendeplads.

Dagens Gossip