Esbjerg ophæver med Jonas Dal-assistent

Fodboldklubben Esbjerg har torsdag ophævet kontrakten med assistenttræner Lars Justesen.

35-årige Justesen blev hentet til Esbjerg fra Hobro i januar i en rolle som assistent for den nu fyrede cheftræner Jonas Dal.

Esbjerg-ledelsen valgte denne sommer at fyre Jonas Dal efter et skidt forår, og klubbens nye cheftræner, englænderen Colin Todd, har foretrukket Lars Lungi Sørensen som assistent i stedet for Lars Justesen.

- Vi er som en naturlig konsekvens af den seneste udvikling i EfB blevet enig med Lars Justesen om at ophæve samarbejdet, siger Esbjerg-direktør Søren Poulsen i en pressemeddelelse.

- I de syv måneder, han nåede at virke i klubben, lærte vi at sætte pris på hans faglighed, loyalitet og runde personlighed, og vi håber det bedste for ham i hans videre færd, siger direktøren.

Den vestjyske superligaklub er i gang med en større udskiftning i disse måneder.

Esbjerg er på jagt efter en ny direktør, efter at Søren Poulsen har opsagt sin stilling og stopper med udgangen af august.

Derudover har klubben ansat en sportsdirektør per 1. september. Navnet på den kommende sportsdirektør, der er hentet i udlandet, er endnu ikke offentliggjort.

/ritzau/

Dagens Gossip