Esbjerg-profil efter 1-1: Vi kontrollerede kampen

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg spillede søndag aften 1-1 i Alka Superligaen hjemme på Blue Water Arena mod topholdet FC Midtjylland, i en kamp esbjergenserne dominerede størstedelen af de 90 minutter.

Vestjydernes Casper Nielsen godkendte holdets præstation og arbejdsindsats.

- Jeg følte, vi havde kontrollen på kampen og spillede fodbold. Vi er selvfølgelig lidt trætte af, at vi ikke kunne få de tre point, men når vi står op i morgen, så tror jeg også, vi kan være glade for det ene point.

- Det var dejligt at se, at det var 11 mandfolk, der løb rundt inde på banen i dag, og bakkede hinanden op, siger han.

Den 21-årige midtbanespiller mener, at 2-1-sejren over FC Nordsjælland sidste weekend har givet tro på tingene i Esbjerg, og han ser nu fremad efter en turbulent tid.

- Sejren over FC Nordsjælland gav en masse selvtillid, og lige pludselig begynder vi nu at tro på tingene igen. Når man gør det, så er der også mere, der lykkes. Det ser godt ud fremadrettet, siger Casper Nielsen.

Esbjergs vikarierende cheftræner, Michael Pedersen, var efter kampen tilfreds med sit holds attitude kampen igennem.

- Jeg var meget tilfreds med deres udtryk. Det var vigtigt, at vi viste viljen til at ville vinde for hinanden.

- Jeg var bange for nervøsiteten i dag, for vi har ikke vundet på hjemmebane endnu og senest tabte vi 0-4 til Sønderjyske. Men da vi fik udligningsmålet syntes jeg, spillerne reagerede positivt, og vi havde også chancerne til at afgøre det, siger han.

Esbjerg er placeret som nummer 11 med fem point for seks kampe. Næste opgave for de hårdtprøvede vestjyder er fredag på udebane mod AGF.

/ritzau/